Kommunale ø-færger får lettet regelbyrden

Færgesekretariatet og formanden har netop holdt møde med Søfartsstyrelsens ledelse og her fremlagt konkrete områder, hvor en mere national tilgang og regulering kan lette regelbyrden for de små kommunale indenrigsfærger. 

Forslagene fra den Blå Vækstplan om en afløserfærge, ny færgeuddannelse og teknologiske udviklingsprojekter er i fokus i arbejdet. Men andre mulige områder kan være; bredere farttilladelser, lempelse af sommer-/vintertals restriktionerne, kravet om fysisk opbevaring af brodokumenter/bøger, områder til autonomisejladsforsøg, krav til røgdykkerøvelser og godkendelsesprocedurer til batteri-installation.

Indsamler forslag

Der findes mange andre områder, hvor reglerne kan lettes uden at ramme drift eller sikkerhed. Færgesekretariatet vil derfor nu samle forenklingsforslag ind hos medlemmerne. Der skal også udpeges et mindre team, som kan sikre den faglige ekspertise under de aftalte møderunder med myndighederne.

Målet er at sætte fokus på de forhold, som der er sandsynlighed for, at vi kan få forbedret. Men ikke at presse på for forslag, som ikke rimeligt kan forventes regelforenklet.

Foto. Søfartsstyrelsen