- I psykologien arbejder vi med et begreb, der hedder Complacency. Det kan oversættes til ”selvtilfredshed” og er en potentiel sikkerhedsrisiko, forklarer erhvervspsykolog Søren Diederichsen, der til daglig arbejder som konsulent og rådgiver indenfor det maritime område med emner som sikkerhed, håndtering af vanskelige passagerer, konfliktløsning, stress, ledelse etc.

Han forklarer:

- Når du har stor erfaring med noget – fx at køre bil eller sejle en ø-færge på den samme rute dag ind og dag ud – er der en potentiel fare for, at du kan blive ramt af selvtilfredshed. Det kan forklares som en falsk tro på, at din erfaring gør dig usårlig. ”Jeg har prøvet denne tur så mange tusinde gange – jeg kan ikke gøre noget forkert. Jeg er fantastisk god til det. Min erfaring gør mig usårlig.”

Den falske tro kan blive et skråplan, hvor du synes, du kan lave flere og flere ting, mens du sejler. Og når det går godt i et stykke tid, kan du rykke grænsen yderligere… det gik jo godt.

Snydt af hjernen

- Det er den bagvedliggende holdning, der er kendt i ganske mange situationer, hvor nogen kommer galt afsted, understreger Søren Diederichsen:

- De fleste kender det fra bilen… hvis man er en erfaren bilist, kan man godt bilde sig selv ind, at det er fuldt forsvarligt, at man lige kan tjekke en SMS, mens man kører; og når det er gået godt nogle gange, kan grænsen rykkes lidt længere – måske (synes man) det også er forsvarligt at skrive lidt på telefonen.

- Men vi snyder os selv… vi er inficeret af selvtilfredshed. For naturligvis kan vi ikke både skrive på telefonen og køre forsvarligt, det ved vi godt med vores sunde fornuft.

Og det samme gør sig gældende på en ø-færge. Sejladsen kræver den fulde opmærksomhed, men det er nemt at bilde dig selv ind, at det er rutine. ”Det går jo altid godt.”

Rutinen

- En anden faktor er rutinen, siger Søren Diederichsen. Når noget bliver rutine, reagerer hjernen kun på noget, der er nyt for den. Man holder op med at holde øje med alt det, man er vant til at se. Fx kan jeg sidde i min bil, når jeg kører mellem København og Vejle, og pludselig tænke: ”Er jeg egentlig kørt over Vejlebroen?” Jeg er fokuseret på alt andet; den del af hjernen, der passer kørslen, er sat på auto.

Det samme på en ø-færge. Hvis du tager for givet, at du sejler sikkert, kan du så at sige slå hoved og øjne fra. Du kan tænke over alle mulige dagligdags ting – i stedet for at have opmærksomhed på opgaven. Og dine øjne reagerer kun, hvis der er noget, der ikke er, som det plejer.

Det kan langt hen ad vejen være ok. Men det bliver nemt en flydende overgang til, at du også synes, det er ok, at du beskæftiger dig med andre ting. Hvis du sidder og tænker på en aftale, kan du også lige tjekke kalenderen i din mobil. Og du kan også lige rette på et par aftaler eller skrive en SMS. Grænsen flytter sig nemt og glidende, og din (falske) fornemmelse af usårlighed gør, at du synes, du kan foretage dig flere og flere ting, mens du kører bilen/sejler færgen. Men det er kun et splitsekunds uopmærksomhed, så går det galt i bilen. Der er måske lidt længere respit på en færge – men det kan også gå galt.

Hold opmærksomheden

Til spørgsmålet om, hvordan man kan blive ved med at være opmærksom, når arbejdet er blevet rutine, giver Søren Diederichsen disse råd:

Det kan hjælpe at give sig selv udfordringer i hverdagen. Fx lægge til på en ny måde, så ingen mærker det. Sejle på en særlig måde – måske spare brændstof.

Det er en god ide at tørne om arbejdet i løbet af dagen/vagten, så man har forskellige opgaver. Det bryder rutinen og skærper opmærksomheden.

Vær bevidst om, hvordan hjernen fungerer – og at den giver dig en falsk usårlighed.

Vær opmærksom på, at du ikke står og har gang i alt muligt, mens du har ansvar for at sejle færgen.

Husk at lave en ”ægte” risikovurdering ind imellem – og giv opgaven den nødvendige respekt.

Skab et arbejdsmiljø, hvor det er muligt at sige til en kollega, at det ikke er ok at koncentrere sig om andre ting, når vedkommende er vagthavende.